Wayne Siegel

Wayne Siegel er internationalt anerkendt som en førende komponist inden for elektronisk og elektroakustisk musik med en lang række værker og opførelser i ind- og udland bag sig. Med udgangspunkt i amerikansk minimalisme, folkemusik og avantgarderock har Siegel skabt sin helt egen musik, som konstant inddrager de nyeste teknologiske landvindinger. Han har eksempelvis udviklet et system, så man kan skabe elektronisk musik på en laptop alene ved at bevæge hænderne foran dens kamera.

Mange af Siegels værker kombinerer forskellige kulturer og kompositionsteknikker og interagerer gerne med performere, dansere og sågar vejret! Hans værker er blevet opført af blandt andre Kronos Kvartetten, Evelyn Glennie, Harry Sparnaay og Safri Duo og findes indspillet på en lang række CD’er, bl.a. udgivet af Dacapo Records. Siegel har også skrevet orkestermusik, kammermusik og en opera. Siden 2013 er han modtager af Kunstfondens livsvarige hædersydelse.

Dansk Komponistforening skriver på sin hjemmeside om Siegel: ”Wayne Siegels rolle som komponist er på mange måder som et enkelt vidtåbent vindue, hvor der kommer luft udefra og ind i andedammen, og den friske luft består i dette tilfælde af lige dele Amerika og elektronik.”


Wayne Sigel kom til Aarhus fra Californien i 1974 for at studere hos Per Nørgård. I 1986 blev Siegel direktør for det helt nystartede Dansk Institut for Elektronisk Musik, DIEM, som skulle understøtte produktion og opførelse af elektronisk og elektroakustik musik i Danmark. I 2002 blev DIEM en del af Det Jyske Musikkonservatorium. Wayne Siegel blev udnævnt som professor og fik opbygget en helt ny uddannelse inden for elektronisk musik, som hurtigt fik stor søgning og bred anerkendelse og som også kom til at omfatte den nye laptop-baserede electronica-musik.

Wayne Siegel fratrådte som professor i elektronisk musik ved Det Jyske Musikkonservatorium d. 1. september 2018 for at gå på pension. Som pensionist håber Siegel bl.a. at få mere tid til at komponere. I forbindelse med sin fratræden blev Siegel udnævnt som adjungeret professor.

 

Siden er sidst opdateret ons d. 19. december 2018