Elektronisk komposition (Aarhus)

Som studerende i elektronisk komposition bliver du en del af et unikt miljø, også efter international målestok.  Uddannelsen er meget efterspurgt og anerkendt langt ud over Danmarks grænser.

Med udgangspunkt i dit eget kompositoriske virke bliver du indført i en bred vifte af fag og projekter, der danner afsæt for dine egne valg i forhold til et videre studie og en fremtidig karriere.

Lige fra starten af studiet er der stort fokus på dine kompositoriske og tekniske færdigheder. Senere kommer der også fokus på formidling af musik, såvel praktisk som teoretisk.

Du kan studere Elektronisk komposition på DJM i Aarhus.

Studiefaciliteter

Du har adgang til top professionelle studiefaciliteter baseret på Intel Mac’s med Logic Pro som sequensermiljø og med bl.a. 5.1 surround arbejdsstationer. Studierne er fuldt udstyret med moderne professionelt software og hardware udover forskellige sensorsystemer og andre utraditionelle brugerflader til brug ved skræddersyede musikapplikationer. Se mere om faciliteterne her.


Studiemiljø


Dine studiekammerater kommer med meget forskellige baggrunde, hvilket sikrer et mangfoldigt og inspirerende miljø på de elektroniske uddannelser.

Desuden er der et tæt samarbejde med DJM’s rytmiske og klassiske studerende, som jævnligt inddrager elektroniske musikere og komponister i deres projekter.

I løbet af et semester er der typisk flere besøg af gæsteundervisere og/eller kunstnere fra udlandet, som afholder koncerter og workshops.


Bachelor (3 år)


På bacheloruddannelsen (BMus elektronisk komposition) får du viden, færdigheder og kompetencer til at begå dig som elektronisk komponist og underviser. Bachelor-delen afsluttes med et bachelorprojekt.

Fagene er delt op i fire områder:

  • Hovedområde: Fag hvor du er udøvende samt fag der understøtter dette
  • Pædagogik: Fag hvor du formidler og underviser samt fag der understøtter dette
  • Almene fag: Grundlæggende musikteoretiske fag
  • Entreprenørskab: Fag og projekter, hvor du får erfaring som iværksætter m.m.

Kandidat (2 år)

På kandidatuddannelsen i elektronisk komposition specialiserer du dig yderligere som elektronisk musiker og/eller komponist på højeste niveau. Undervisningen foregår i et kunstnerisk og forskningsbaseret studiemiljø, hvor du får udbygget dine kompetencer til selvstændigt at kunne initiere og gennemføre musikalske projekter og undervisningsforløb.

Alle kandidatuddannelser (cand.musicae) omfatter entreprenøskab og afsluttes med kandidatprojekt. For at at blive optaget på en kandidatuddannelse skal du have bestået en bachelor.

Hvis du ønsker at betone den pædagogiske side yderligere, kan du vælge kandidatuddannelsen Elektronisk komposition og musikpædagogik, hvor du har mulighed for at uddybe kendte eller tilvælge nye fagområder med pædagogiske elementer.


Solist (2 år)


Efter kandidatuddannelsen er det muligt at søge ind på en to-årig solistuddannelse (advanced postgraduate diploma), inkl. evt. studieophold i udlandet. Uddannelsen kræver optagelsesprøve, og den afsluttes med en offentlig koncert.


Studieplaner


Bachelor-, kandidat- og solistuddannelserne er nøje beskrevet i hver sin studieplan. Find den relevante studieplan i den samlede oversigt over alle elektroniske studieplaner her.

Siden er sidst opdateret tir d. 24. oktober 2017

Mads Kjær, studieleder
Britta Sandell Casper, studiesekretær

HVEM UNDERVISER :

Wayne Siegel, Professor
Henrik Munch, studielektor
Merlyn Luke Perez-Silva
Ask Kæreby