RAMA Festival

RAMA Festival er et højdepunkt i årets gang på Det Jyske Musikkonservatorium. Her får publikum i Aarhus og Aalborg mulighed for på én dag at opleve konservatoriet som en vidtfavnende kulturinstitution, i hele sin bredde.

I løbet af festivalen byder vi på musik for enhver smag, hvad enten man er til rock, jazz, klassisk, elektronisk eller den nyeste kompositionsmusik.

Festivalen består af en lang række mini-koncerter af ca. 30 minutters varighed hver, næsten uafbrudt fra middag til midnat. Der er gratis adgang til samtlige koncerter.

RAMA Festival 2017 blev afholdt d. 8. april.

Video fra RAMA Festival 2016.

Se RAMA 2016 Aarhus-videoer her.
Se RAMA 2016 Aalborg-videoer her.


Kunstnerisk væksthus
På RAMA Festival demonstrerer Det Jyske Musikkonservatorium sin placering i det danske musikliv som kunstnerisk væksthus og centrum for kreativitet og innovation, og vi præsenterer samtidig en lang række af konservatoriets studerende og undervisere i rollerne som komponister, sangskrivere, solister, bandmedlemmer, orkestermusikere og dirigenter/orkesterledere.

RAMA Festival afspejler, at Det Jyske Musikkonservatorium er en moderne uddannelses- og kulturinstitution med en lang række meget forskellige tilbud, som både sætter mangfoldighed og kvalitet i højsædet.

Tværgående projekter
Internt på konservatoriet skaber og støtter RAMA Festival projekter på tværs og giver samtidig studerende, undervisere og medarbejdere mulighed for at opleve hinandens musik og få et indblik i, hvad der rører sig i husets mange forskellige kroge.

Ét DJM - to byer
RAMA Festival er i både Aarhus og Aalborg en markant, årligt tilbagevendende musikevent på et højt kunstnerisk og afviklingsmæssigt niveau.

Festivalen er en tydelig markering af Det Jyske Musikkonservatoriums tilstedeværelse i de to byer; det er ambitionen at festivalen også opleves af byerne og af borgerne som en fast del af "deres" musikprofil. Samt at den tiltrækker publikum fra de respektive lokalområder og opland i samme omfang som andre af byernes musikevents.

RAMA Festival er således Det Jyske Musikkonservatoriums musikalske visitkort såvel lokalt og regionalt som nationalt og internationalt.

Siden er sidst opdateret lør d. 1. april 2017