Aya Tominaga, klaver – debutkoncert

Pianisten Aya Tominaga leverede i efteråret 2003 en debutkoncert i særklasse, og nu er der mulighed for at genopleve koncerten på cd’en "Aya Tominaga, piano – debut".

Aya Tominaga

Pianisten Aya Tominaga er født i Tokyo i 1975. Hun begyndte at spille klaver som fire-årig, og eftersom hendes mor ligeledes er pianist, stod hendes vugge nærmest på et flygel.

Aya Tominaga er uddannet på Toho Gakuen i Tokyo. I fødebyen modtog hun i 1997 den eftertragtede Saitama Pris, hvorpå hun flyttede til Amsterdam for at studere hos professor Matthijs Verschoor. Som fortolker af Bach har hun høstet stor international anerkendelse – bl.a. det tyske forlag Bärenreiters Urtext pris for sine Bach-koncerter. Og i 2002 var hun finalist og prismodtager i den internationale Bach konkurrence i Leipzig.

Aya Tominaga har givet solo- og kammermusikkoncerter i Skandinavien, Tyskland, Holland og Belgien. I 2001 flyttede hun til Århus for at studere på Det Jyske Musikkonservatorium hos docent Sergei Senkov, og nu debuterer hun altså fra konservatoriets solistklasse, hvor hun de seneste år ligeledes har fungeret som én af institutionens akkompagnatører.

I juli 2003 modtog Aya Tominaga Aennchen og Eigil Harbys Fond på 250.000 kr. og kvitterede for modtagelsen med en opførelse af Beethovens 4. klaverkoncert. Anmelderne skrev:

”Som et udpræget lyrisk talent valgte [Aya Tominaga] at præsentere sig i Beethovens 4. klaverkoncert, indadvendt men distinkt med udpræget syngende linjer, ciseleret detaljering og en velgørende rodfæstet formsans, der f.eks. gjorde kadencernes frie fantasier til organisk sammentømrede processer.”

Jan Jacoby, Politiken

”Og den japanske virtuos spiller mindst lige så dejligt. De færreste har vel hørt en mere perfekt version af Beethovens fjerde koncert. Helt fantastisk, var den… Siden vil Aya Tominaga blive en af dem, dansk musikliv smykker sig med.”

Søren H. Schauser, Berlingske Tidende

CD’ens indhold:

J.S. Bach: Toccata nr. 1 I d-mol

C. Franck: Prelude
  Choral
  Fugue

S. Prokofjev: Sonate nr.8, Op.84

D. Scarlatti: Sonate K159 Allegro i C-dur

Siden er sidst opdateret lør d. 25. september 2010

Pris 50 kr.