Guitar-kanin

Som guitar-kanin på Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg kan du få gratis undervisning i el-guitar eller akustisk-guitar.
Du kan være helt nybegynder eller allerede være dygtig til at  spille.
Undervisningen vil typisk være et forløb på 15-20 gange og foregår på konservatoriet hvor du vil blive undervist af en af de dygtige studerende en gang om ugen. Er du under 16 år foregår undervisning bla på hold bestående af 2-3  elever.
Undervisningen er gratis men du forpligter dig for hele sæsonen og forløbet afsluttes med at du medvirker til din lærers eksamen i maj el. juni.
Hvis du ikke har en guitar er der mulighed for at låne en på konservatoriet under hele forløbet. Antallet af guitarer til udlån er dog begrænset.

Hvad kan man sige om at spille guitar?

Der er næsten altid en guitar med i et band. Derfor er der altid brug for en guitar og man kan hurtigt komme til at spille med andre.
Mange numre er lige så kendte for deres guitar figurer som for melodien og teksten. Måske kender du allerede ”Smoke on the Water” eller ”Johnny B. Goode”.  I nogle stilarter er guitaren meget fremtrædene. F.eks Rock’n’roll eller Heavy Metal, hvor man rigtigt kan trykke den af. Eller i pop-numre, hvor den akustiske guitars fingespil ofte bærer hele nummeret. F.eks ”Tears in Heaven” med Eric Clapton” eller ”Guantanemo” med Outlandish.

Desuden er guitaren også det instrument der fuldender hyggen ved lejrbålet, og altid er lige ved hånden når du er sammen med familie og venner.

Hvad lærer jeg som kanin?

Først og fremmest lærer du guitaren at kende rigtigt godt. Du lærer at spille sammen med andre.
Du lærer becifringer så du kan spille efter sangbøger (måske akkompagnere din egen sang). Du lærer om rytmer, teknik og forskellige basgange og stilarter. Måske lærer du også at læse tablatur og noder. Du vil komme til at lytte til musik og spille ting du selv kan li´ og har lyst til at lære.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til mulighederne kan du kontakte René Krone praktik-aalborg@musikkons.dk

Du kan udfylde tilmeldingsskemaet her.

Siden er sidst opdateret tir d. 8. september 2015