Bodil Øland

Efter en lang årrække som underviser i klassisk sang ved Det Jyske Musikkonservatorium valgte Bodil Øland at stoppe som fastansat i sommeren 2018. Ved sin fratræden blev Øland udnævnt til adjungeret professor og er således fortsat tilknyttet underviserstaben i klassisk sang ved konservatoriet.

Bodil Øland debuterede fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København i 1985. Sideløbende med en solistiske karriere har Bodil Øland fra 1988 til 2004 undervist på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og siden på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus. Hun har desuden afholdt master classes flere steder i udlandet, bl.a. for the Estonian Chamber Choir, Talinn, Estland.

Øland arbejder typisk dramatisk-scenisk med sine studerende i små semiforestillinger og operaimprovisationer. Hun har stået bag cabaret, musical og en semi-scenisk opførelse af Mozarts Tryllefløjten i en koncertsal. Hun har også stået bag et samarbejde med rytmiske og elektroniske studerende omkring at remixe Carl Nielsen. 

Opera og ny musik

Øland sang i en lang årrække ved Det Kongelige Teater, både i Operakoret og som solist, bl.a. som Donna Elvira i Mozarts Don Juan, som Kate Pinkerton i Puccinis Madama Butterfly og som søster Alice i Poulencs Les Dialogues des Carmelittes.

Hun var ligeledes i en årrække solist ved Den Jyske Opera, hvor hun har sunget mange af de store sopranpartier, bl.a. Alice i Verdis Falstaff, Tatjana i Tjaikovskijs Eugen Onegin, titelpartiet i Puccinis Madame Butterfly og Ellen Orford i Brittens Peter Grimes. Hun har desuden været tilknyttet Det Ny Teater I København, hvor hun sang Madame Giry i Lloyd Webbers Phantom of the Opera.

Bodil Øland har et stort repertoire inden for den nyere musik, og hun har uropført flere værker af førende danske komponister, bl.a. som medlem af ensemble IRIS.

Bodil Øland har optrådt som solist i de fleste klassiske oratorier og passioner med forskellige orkestre og dirigenter samt ved Kapellets kammerkoncerter, ved kirkekoncerter og ved liedkoncerter med bl.a. Anne Øland.




Siden er sidst opdateret tor d. 22. november 2018