Koncert med Danish Youth Jazz Orchestra

Danish Youth Jazz Orchestra: Plays from the book

Lørdag d. 18. november kl. 20 i Kammermusiksalen, Musikhuset Aarhus
Fri adgang


Danish Youth Jazz Orchestra er et nystiftet, enestående ungdomsbigband på den danske jazzscene. Orkesteret består af regionens spirende talenter på vej frem i det danske jazzmiljø og fungerer både som et ungt elite-bigband og som talentudviklingsbase i Region Midtjylland. Danish Youth Jazz Orchestra giver plads til det vilde, skæve og eksperimenterende – men med rod i det traditionelle.

Aarhus Musikskole og MGK, Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Jazz Orchestra har i samarbejde etableret Danish Youth Jazz Orchestra som en ny talentudviklingsbase for unge jazzmusikere i Region Midtljylland. Orkesteret har til formål, på tværs af kommunegrænserne i regionen, at skabe en større interesse for jazzmusikken blandt unge og at videreudvikle de jazz-talenter, som i forvejen er interesserede i bigbandmusikken. Denne katalysator for unge jazzmusikere giver en enestående mulighed for at prøve kræfter med bigbandmusik på elite-niveau.

Det brede samarbejde giver orkestret mulighed for at lave workshops og masterclasses med musikere og solister fra Aarhus Jazz Orchestra, og således skabe en dybere forståelse for bigband-genren blandt orkesterets medlemmer. Samtidig er orkesteret med til at styrke den musikalske fødekæde i Region Midtjylland.

Orkesteret ledes og dirigeres af trommeslager og DJM-studerende John Riddell. Riddell har, trods sin unge alder, allerede sat sit spor på den danske jazzscene med mange forskellige solister og orkestre. Han er en udpræget og efterspurgt big band-trommeslager og har i sit arbejde med Aarhus Jazz Orchestra, RAMA Big Band samt Randers Big Band spillet med et hav af danske og internationale solister.

Danish Youth Jazz Orchestra modtager støtte fra Region Midtjylland, Aarhus Kulturudviklingspulje, Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus Jazz Orchestra og Aarhus Musikskole.

Foto: Johan Meding Nagstrup

Siden er sidst opdateret man d. 13. november 2017