Klaver

DJM har et internationalt klavermiljø med et stort antal recitals og samarbejdsprojekter med professionelle ensembler og orkestre.

Underviserne udgør tilsammen et stærkt team, der i vid udstrækning supplerer hinanden. Der bliver lagt vægt på samarbejde og vidensdeling: Mange har to hovedfagslærere, der bliver jævnligt afholdt interne master classes, og de studerende overværer hinandens undervisning.

Studiemiljø

Du kommer til at være en del af et rigt og fagligt udfordrende studiemiljø, hvor alle facetter af et professionelt liv som pianist vil blive dyrket. Kammermusik spiller en vigtig rolle, og du får mulighed for at deltage i studieture og ved klaverfestivaler, både på DJM og ved andre konservatorier. Lejlighedsvis arrangerer DJM masterclasses med internationale kunstnere.

Klaverklassen ved DJM har en stærk tradition for sammenhold, og de studerende er særdeles aktive medspillere i planlægningen af de fælles faglige projekter.


Tværgående samarbejder


Desuden er der et tæt samarbejde med DJM’s rytmiske og elektroniske afdelinger, der jævnligt inddrager klassiske musikere i deres projekter. Og du har som klassisk musiker også gode muligheder for selv at finde samarbejdspartnere blandt de rytmiske og elektroniske studerende.

De pædagogiske uddannelser foregår i tæt samarbejde med hovedfagslærerne samt med musikskoler, MGK’er og andre talentmiljøer i regionen. 

Solistopgaver

Gennem auditions har du mulighed for at blive udvalgt til solistopgaver med både symfoniorkestre og kammerorkestre. I DJM’s fine koncertsale er der rig lejlighed til at spille og forberede sig til koncerter og auditions.

Underviserne

Underviserne er musikere med stor international erfaring som både solister og kammermusikere. Se mere via foto-link t.h.

Soloundervisningen tager udgangspunkt i den enkelte studerendes behov og niveau.


Bachelor (3 år)


På bacheloruddannelsen (BMus Klassisk klaver) får du viden, færdigheder og kompetencer til at begå dig som musiker, musikpædagog og entreprenant deltager i musiklivet. Bachelor-delen afsluttes med et bachelorprojekt.

Fagene er delt op i fire områder:

  • Hovedområde: Fag hvor du er udøvende samt fag der understøtter dette
  • Pædagogik: Fag hvor du formidler og underviser samt fag der understøtter dette
  • Almene fag: Grundlæggende musikteoretiske fag
  • Entreprenørskab: Fag og projekter, hvor du får erfaring som iværksætter m.m.

Kandidat (2 år)

Alle kandidatuddannelser (cand.musicae) omfatter entreprenørskab og afsluttes med kandidatprojekt.

Derudover kan du vælge mellem:

Musiker, Klassisk klaver
Giver specialiseret viden, færdigheder og kompetencer til at begå sig som musiker på højeste niveau. Musikerlinjen kræver optagelsesprøve.

Musikpædagog, Klassisk klaver
Giver specialiseret viden, færdigheder og kompetencer til at begå sig som musiker og som musikpædagog på højeste niveau.

Musikpædagog med samtidsmusik
Giver specialiseret viden, færdigheder og kompetencer til at begå sig som musiker og som musikpædagog på højeste niveau og til at virke indenfor samtidsmusikken og kunne tilegne sig nye værker og deres æstetiske udtryk. 

Musikpædagog med ensembleledelse
Giver specialiseret viden, færdigheder og kompetencer til at begå sig som musiker, ensembleleder og musikpædagog på højt niveau.

Fra bacheloruddannelsen er det også muligt at søge ind på kandidatuddannelsen i hørelære eller korledelse. På disse kandidatuddannelser er der dog intet instrumentalt hovedfag.


Solist (2 år)


Efter kandidatuddannelsen er det muligt at søge ind på en to-årig solistuddannelse (advanced postgraduate diploma). Uddannelsen kræver optagelsesprøve, og den afsluttes med en offentlig koncert. Der er også mulighed for at studere i specialklassen for pianister, hvor man fokuserer på to af fagene kammermusik, akkompagnement og repetition.


Studieplaner


Bachelor-, kandidat- og solistuddannelserne er nøje beskrevet i hver sin studieplan. Find den relevante studieplan i den samlede oversigt over alle klassiske studieplaner her.

Siden er sidst opdateret man d. 29. oktober 2018

HVEM UNDERVISER?

Søren Rastogi, lektor
Jakob Alsgaard Bahr, studieadjunkt
Martin Lysholm
Martin Qvist Hansen