Fra Ramallah til Aarhus

4.-11. december 2015

Seks studerende fra musikkonservatoriet i Ramallah i Palæstina besøger Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus fra fredag d. 4. december og en uge frem. De skal deltage i workshops, prøver og koncerter sammen med danske konservatoriestuderende.

De palæstinensiske gæster medvirker ved tre offentlige arrangementer:

  • Søndag. 6. december kl. 16.00, Risskov Kirke: Støttekoncert for syriske flygtninge
  • Tirsdag d. 8. december fra kl. 20.00 på HeadQuarters, Aarhus: Semesterkoncert (palæstinenserne spiller kl. 22.)
  • Onsdag d. 9. december kl. 18.00-20.00, Foreningshuset, Gudrunsvej 10A: Musikalsk møde i Gellerup


Ved støttekoncerten søndag i Risskov Kirke indgår gæsterne fra Ramallah sammen med strygere fra Aarhus-konservatoriet i et stort, blandet program, som også omfatter sangeren Poul Krebs, rådmand Rabih Azad-Ahmad og flere andre.

Ved semesterkoncerten tirsdag på HeadQuarters indgår de palæstinensiske gæster i det samlede program, hvor studerende fra konservatoriet i Aarhus spiller et bredt udvalg af rytmisk musik. Ved det musikalske møde i Gellerup onsdag møder gæsterne lokale palæstinensiske musikere fra Brabrand til dans og musik.  Der er gratis adgang i Foreningshuset og på HeadQuarters. 

Besøget fra Ramallah giver både de danske og de palæstinensiske konservatoriestuderende indblik i hinandens musikkulturer og arbejdsformer. Fem af de seks palæstinensere spiller på traditionelle arabiske instrumenter som fx oud og nai-fløjte, den sidste spiller cello. Konservatoriet i Ramallah underviser både i traditionel arabisk musik og i klassisk vestlig musik.

Besøget fra Palæstina indgår i et løbende samarbejde mellem Det Jyske Musikkonservatorium og konservatoriet i Ramallah. Begge konservatorier er med i det internationale konservatorie-netværk Glomus og har flere gange tidligere udvekslet studerende og undervisere.  I foråret 2016 skal en gruppe klassiske strygerstuderende fra Aarhus på udveksling i Ramallah. Det aktuelle besøg er kommet i stand takket være Det Danske Hus i Palæstina.

Siden er sidst opdateret fre d. 4. december 2015