• Ny opera af DJM-underviser

    ons d. 17. september

    Kompositionslærer ved DJM Simon Steen-Andersen får i morgen uropført sin nye kammeropera, Buenos Aires, ved Ultima-festivalen i Oslo, nordens måske største festival for ny kompositionsmusik. Typisk for Steen-Andersen er det en opera, hvor der næsten ikke synges – han er også kendt som performer og installationskunstner og ynder i det hele taget at bevæge sig frit rundt mellem musik, elektronik, video, koreografi m.m.

    Steen-Andersen har som få danske komponister opnået international anerkendelse og arbejder i dag med store internationale kunstnere. Operaen opføres af de to internationalt berømt ensembler Asimisimasa og Neue Vocalsolisten. Til november spiller den nye opera i Dronningesalen i København, og herefter fortsætter den til Hollands November Music Festival, Englands Huddersfield Festival og Eclat festivalen i Stuttgart.

Månedsvisning: Vælg måned
Show month

Søg i nyheder