• Pressemeddelelse til Figaros bryllup i Aalborg

    fre d. 19. februar

    Figaros bryllup den 8/3, 9/3, 11/3 og 12/3 2010 kl. 19.30 Det Jyske Musikkonservatorium, Aalborg, Ryesgade 52, Koncertsal 2

    De klassiske studerende ved Det Jyske Musikkonservatorium, Aalborg kaster sig ud i en spændende opgave, når de opfører W. A. Mozarts fantastiske  opera "Figaros Bryllup". Operaen synges med Holger Bolands danske tekst.

    Længe har Mozarts smukke musik krøbet langs panelerne, og i disse dage forenes alle kræfter under kyndig vejledning af instruktøren  Troels Kold og scenografen Adrienne Agnew. Mozarts sprudlende musik og tekstens humoristiske finurligheder lægger op til megen spas og sjov på scenen i skøn forening med smukke lyriske og tænksomme passager, hvor livets alvor sættes i relief.

    Projektet er et led i de sangstuderendes musikdramatiske undervisning og er en vigtig del af de studerendes uddannelse. At kunne agere på en scene og gestalte en rolle og samtidig mestre sit instrument kræver øvelse. Det er studerende fra alle årgange på sanguddannelsen, som deltager. Denne store udfordring kan realiseres i de trygge rammer, en uddannelse er. Her kan man  klare det meste i forvisningen om, at også denne opgave er et spændende skridt i den rigtige retning.

    Ved operaopførelserne er det overvejende studerende fra klaverfaggruppen, som agerer orkester. At kunne akkompagnere og styre slagets gang fra sin klaverstol er en meget vigtig færdighed for en kommende pianist. En organiststuderende  akkompagnerer recitativerne på cembalo, og en teoristuderende har instrumenteret dele af operaen for de forhåndenværende instrumentalstuderende. Det er således den samlede klassiske afdeling, som deltager i operaprojektet.

    Operaopførelsen på konservatoriet vises frem for publikum i forbindelse med Aalborg Operafestival. Der er kun ganske få pladser tilbage ved de fire forestillinger, som finder sted i koncertsal 2, Ryesgade 52 mandag den 8/3, tirsdag den 9/3 samt torsdag den 11/3 og fredag den 12/3.

    Der er som altid gratis adgang. Dog bør man reservere plads.

    Operaprojektet er en vigtig del af de studerendes uddannelse. Derfor er et talstærkt publikum det bedste, byen kan give de unge, som uddanner sig.

Månedsvisning: Vælg måned
Show month

Søg i nyheder