• DJM på Open Days i Aalborg

    tor d. 13. september

    Studerende fra bacheloruddannelsen i Elektronisk Lyd og Musik (ELM) ved DJM i Aalborg har deres helt egen koncert ved Open Days Festivalen for grænsesøgende ny musik og lydkunst d. 14. til 16. september i Aalborg.

    Søndag d. 16. kl. 12 stiller fire studerende op til koncert i Kedelhallen på Nordkraft med nye elektroniske lydværker. Publikum får her et unikt indblik i, hvad der “rører sig” blandt den kommende generation af unge, talentfulde lydskabere. På uddannelsen arbejdes der bl.a. med elektronisk lyd til produktioner på tværs af kunstarter og produktionsformer, fra installationskunst til multimedieproduktioner m.m.

    Også en af underviserne på uddannelsen, komponisten Christian Skjødt, giver koncert ved festivalen. Fredag aften kl. 22 er der uropførelse i Vor Frue Kirke i Aalborg af hans værk Interdependencies – et multikanalers elektronisk lydværk, skabt specielt til Open Days Festivalen. Værket er inspireret af kirkeorgelet og dets akustiske muligheder og begrænsninger og fremføres på et selvbygget elektronisk instrument med otte tonegeneratorer, som indbyrdes kæmper om den begrænsede strøm.

Månedsvisning: Vælg måned
Show month

Søg i nyheder