• CrowdFunding af børne-strygere

    tor d. 7. april

    Tvillingesøstrene Gabriella og Rebecca Fuglsig studerer begge cello på DJM. For et år siden startede de et strygerorkester for børn på Hasle Skole ved Aarhus. Nu er orkestret inviteret til at spille ved Musikskolernes Dag d. 30. april i Tivoli i København - men det kniber med økonomien.

    16 unger mødte op til første undervisningsgang på Hasle Skole, hvor de lærte at spille ABC-sangen på violin, bratsch og cello. Nu, et år senere, spiller 25 børn allerede Mozart og Beethoven fordelt på fire stemmer, to gange 2½ timer ugentligt! Og projektet har fået et navn: MusikSak.

    Gabriella og Rebecca tror på, at musik kan samle børn på tværs af alder, religion og etnisk herkomst, og gennem samarbejde og gensidig respekt kan de sammen skabe noget, der er langt større end dem selv. De to cellostuderende ønsker at forsætte MusikSak i mange år endnu, men økonomien rækker knapt nok til aflønning af de daglige lærere.

    Derfor har de nu søsat en CrowdFunding-indsamling på nettet til københavnerturen, som bl.a. skal dække udgifter til transport. For mange af de små musikere bliver koncerten ikke bare første koncert udenbys, men også første besøg i hovedstaden og første gang i Tivoli.

    Du kan støtte indsamlingen her.




Månedsvisning: Vælg måned
Show month

Søg i nyheder