• Ny DJM-festival for strygere med stjernemusikere

    ons d. 20. januar

    Violinisterne Eugene Drucker og Philip Setzer er begge med-grundlæggere af og stadig aktive i den verdensberømte Emerson String Quartet fra New York. Kvartetten har gennem tre årtier været blandt verdens bedste, bl.a. med et utal af prisbelønnede CD-indspilninger bag sig. Emerson kvartetten er husensemble ved Stony Brook University  i N.Y.

    Som led i et nyt samarbejde mellem musikafdelingen ved Stony Brook og DJM besøger Drucker og Setzer DJM i Aarhus til august ved den helt nye New Music for Strings-festival. Også andre prominente gæsteundervisere fra udlandet er med på festivalen, udover DJM’s egen celloprofessor Henrik Brendstrup og DJM’s prisbelønnede underviser i komposition Simon Steen-Andersen.

    Festivalen henvender sig til strygere og komponister på kandidatniveau samt professionelle. Gennem workshops, kurser, masterclasses og offentlige koncerter skal den nye festival danne ramme om et møde mellem udøvende og komponister inden for strygerområdet.

    Festivalen ledes af violinisten og komponisten Anne Sophie Andersen, der bl.a. har studeret ved DJM og som i dag er ved at afslutte en doktorgrad ved Stony Brook, hvor hun også er undervisningsassistent. Festivalen afholdes fra 23. august til 1. september, og der er åbent for tilmelding nu og frem til d. 15. marts. Se meget mere her: www.musikkons.dk/newmusicforstrings - og følg festivalen på Facebook.

Månedsvisning: Vælg måned
Show month

Søg i nyheder