Forskning & Udvikling

Forskning og Udvikling er på Det Jyske Musikkonservatorium samlet under fællesbetegnelsen FOKU (forskning, kunstnerisk virksomhed og pædagogisk/kunstnerisk udviklingsvirksomhed). Tilrettelæggelsen og fordelingen af det kunstnerisk/videnskabelige personales FOKU-arbejde er beskrevet i DJMs forskningsstrategi.

FORSKNING

Det Jyske Musikkonservatorium har siden 2006 styrket sine forskningsaktiviteter for at kunne udbygge konservatoriets analytiske og metodiske fundament, og dermed levere en forskningsbaseret uddannelse på højeste internationale niveau. Gennem sin forskningsstrategi sætter DJM særlig fokus på områderne musikalsk perception, kognition og læring. Dermed ønsker DJM at fastholde det forskningsmæssige fokus der, hvor konservatoriet som kunstnerisk og pædagogisk uddannelsesinstitution har sine særlige kompetencer, og hvor forskningen har det største potentiale i forhold til konservatoriets øvrige virksomhed.

Music in the brain

En del af DJMs forskning foregår i regi af Center for Music-in-the-brain (MIB), som er etableret gennem et unikt samarbejde med Århus Universitet og Center for funktionelt integrativ neurovidenskab (CFIN) ved Aarhus Universitetshospital og ledes af professor for forskning Peter Vuust. Ved brug af hjerneskanninger undersøger forskerne i MIB for eksempel, hvordan musikalsk træning ændrer hjernens bearbejdning af musik.

I et større perspektiv har denne forskning potentiale til at udvikle måden, hvorpå vi lytter, spiller og underviser. DJMs forskning er centreret om musik i praksis. Den søger at besvare spørgsmål om, hvordan musik kan bruges i undervisning, hvordan musik påvirker hjernen, samt hvordan vi bedst uddanner kommende musikere og musikpædagoger. Vores vision er, at forskningen skal resultere i nyskabende undervisning, der tør gå utraditionelle veje.

UDVIKLING

Det Jyske Musikkonservatoriums udviklingsvirksomhed foregår inden for såvel det kunstneriske som det pædagogiske område.

Kunstnerisk udvikling

Kunstnerisk udviklingsvirksomhed (KUV) finder sted i form af fx komposition af ny musik, indstudering og indspilning af sjældne  værker, udvikling af nye stilarter og koncertformer m.m. I modsætning til kunstnerisk praksis skal kunstnerisk udviklingsarbejde have en høj nyhedsværdi og være ledsaget af en refleksion over resultatet. I forlængelse af Kulturministeriets udredning om Kunstnerisk Udviklingsvirksomhed er DJM påbegyndt arbejdet med at udvikle en strategi for KUV, med det formål at kvalificere, videreudvikle og synliggøre aktiviteterne.  

Pædagogisk udvikling

Pædagogisk udviklingsvirksomhed (PUV) kan have mange forskellige former, f.eks. udarbejdelse af lærebogsmateriale, og kan i visse tilfælde have forskningslignende karakter. Pædagogisk udviklingsvirksomhed er en vigtig og højt prioriteret aktivitet som led i udviklingen af nye didaktiske og metodiske tilgange samt materialer inden for det brede musikpædagogiske felt. Viden herfra er således med til at forny og udbygge indhold og form af den pædagogik, der formidles i den ordinære undervisning i instrumental- og holdpædagogik, og opdatere og kvalificere den supervision underviserne udøver i forhold til de studerendes undervisningspraktik.

Pædagogisk udviklingsvirksomhed er dog ikke begrænset til det pædagogiske fagområde, men finder også anvendelse inden for andre fagområder, herunder undervisningen i hørelære og teori.

 

 

Siden er sidst opdateret tor d. 11. februar 2016