Aarhus Festuge 2013

Tegn på liv – semesterstart forplanter sig til Aarhus Festuge

Studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium er – nøjagtig som de seneste 12 år – særdeles aktivt tilstede ved Aarhus Festuge. Her kan publikum opleve det enorme kreative potentiale, der er på konservatoriet allerede ved semesterstart. 

I ugen op til festugen mødes de studerende igen efter ferien, nu også med en helt ny årgang. I løbet af fire dage vil omkring 80 af de studerende forberede i alt 13 koncerter, som præsenteres i Byparken ved Musikhuset i den første festugeweekend.

Koncerterne tager udgangspunkt i festugetemaet ”Tegn på liv - i en ny virkelighed”. Et tema som er nemt at identificerer sig med på konservatoriet, der ligesom omverdenen er i konstant forandring, eksempelvis med nye uddannelser inden for sangskrivning og elektronisk musik, hånd i hånd med de mere traditionelle uddannelser.

Alt kan ske!
De studerende er delt op i en række nye grupper, som hver får en overskrift at arbejde inden for. Hvad der herefter sker, er ikke til at forudsige – de studerende laver selv alt fra grunden af, og resultatet skal opleves på scenen i Byparken! Overskrifterne fremgår af koncertoversigten nedenfor.

Sikkert er det dog, at der bliver masser af tegn på liv, når sangskrivning, store kor og orkestre samt trommer, dans og elektronica smelter sammen og sætter sit helt eget aftryk på Byparkens scene i den første festugeweekend.

Bag én af koncertoverskrifterne, ”Nordens Stemme”, gemmer der sig et allerede færdigkomponeret værk for stort kor og rytmegruppe. Komponisten er studerende i rytmisk klaver, Mathias Jæger. Jæger er også fast pianist i ”Madame Indigo”, der spillede på SPOT Festival 2013, og i ”Frekvens Frekvens”, der nåede finalen ved Ung Jazz 2012.

Program:

Fredag d. 30. august
17.00-18.00: Songwriters Hour
18.00-19.00: Nordens stemme
19.00-20.00: Jazzy Twilight

Lørdag d. 31. august
10.00-12.00: Morning Moods
12.00-14.00: Songwriters Hours
14.00-15.00: Nordens stemme
15.00-16.00: Electronic Afternoon
16.00-18.00: Late Afternoon Rock
18.00-19.00: Jazzy Twilight

Søndag d. 1. september
10.00–11.00: Morning Moods
11.00-12.45: Songwriters Hours
14.00–14.45: Electronic Afternoon
16.00-18.00: Late Afternoon Rock

Der er gratis adgang i Byparken.

Andre koncerter
Ud over koncerterne i Byparken er en betydelig del af konservatoriets studerende også med ved de to store AWARENESS-koncerter med Palle Mikkelborg i Musikhuset lørdag aften og søndag eftermiddag. 

Desuden optræder en række studerende på Godsbanen, i forbindelse med IMAGES Festivalen, som Det Jyske Musikkonservatorium er medarrangør af. Lige som konservatoriet også er medarrangør af koncerten med VoxNorth, Eivør og RogerLoops d. 1. september i Musikhuset.

Siden er sidst opdateret man d. 26. august 2013

Byparken 2012: