
Professor, rytmisk korledelse
Jim Daus Hjernøe er en af nordens førende specialister inden for rytmisk kormusik. Som sanger, dirigent, instruktør og arrangør har han arbejdet sammen med genrens førende ensembler, herunder Real Group (S), Pust (N) og Vocal Line (DK).
Hjernøe har et mangeårigt virke som underviser på stævner og festivaler og har afholdt utallige workshops og coachings for kor og korledere i både ind- og udland. Cirklesong, improvisation og ”Det intelligente vokal ensemble” er blandt de områder, som Hjernøe i særlig grad har gjort til sit arbejdsfelt.
Jim Daus Hjernøe er grundlægger og dirigent for det professionelle vokalensemble Voxnorth, der med sine 10 sangere og percussionist har specialiseret sig i folk/world og vokalimprovisation. Ensemblet har udgivet albummet ”Essence”, der blev nomineret til to CARA awards af verdens mest anerkendte a cappella organisation, CASA (US).
Hjernøe er endvidere kunstnerisk leder af den internationale korfestival Aarhus Vocal Festival (AAVF), som i maj 2011 fik besøg af Bobby McFerrin. I november 2010 kunne Hjernøe opleves på scenen med Bobby McFerrin ved 2 koncerter i Jazz at Lincoln Center, New York og med Bobby McFerrin og Voxnorth i Musikhuset Aarhus i maj 2011. Samarbejdet dannede grundlag for at McFerrin i 2011 indvilgede i at blive udnævnt som adjungeret professor ved Det Jyske Musikkonservatorium.
På konservatoriet står Jim Daus Hjernøe i spidsen for et omfattende internationalt videreuddannelsesprogram for rytmiske korledere. Programmet er det eneste af sin art i Europa og har studerende fra både Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Færøerne og Polen. Senest har Hjernøe indledt et samarbejde med McFerrins agentur i New York, Original Artist, om at certificere undervisere i Circlesongs på Det Jyske Musikkonservatorium.
Siden er sidst opdateret fre d. 25. november 2011
