Lars Rosenlund Nørremark - Edwin H. Lemare – Organ Works vol. 2 [CDklassisk.dk – CDK120]

Edwin H. Lemare er musikhistoriens nok mest berømte organist og hans popularitet nåede højder som kun er overgået af nutidens rock og popidoler. Han krydsede Atlanterhavet 51 gange, kunne følge sit privatliv på forsiden af tabloidpressen og kunne på én sæson optræde for 150.000 mennesker. Alligevel blev han glemt, og i dag er han kun kendt af en begrænset kreds af organister.

Det skal der gøres noget og derfor udkommer nu CD nr. 2 i en serie om Edwin H. Lemare og hans orgelmusik. Edwin H. Lemare var en kosmopolit af ypperste karat og hans musik rummer elementer fra både England, USA, Tyskland og Frankrig. Omdrejningspunktet er Edwin H. Lemares to store orgelsymfonier, hvor det på CD 2 er tid til den anden orgelsymfoni. Udover dette er der blevet plads til en række mindre værker, som belyser Edwin Lemares virke som organist og komponist, blandt andet et typisk engelsk-victoriansk værk ”Concert Fantasia”, som vækker mindelser om ”Last Night of the Proms”. Her blander Edwin Lemare diverse engelske folkelige melodier sammen til et sandt musikalsk festfyrværkeri. Til allersidst kan det nævnes, at han på én gang blander ”Rule Britannia”, ”Sailor’s Hornpipe” og ”Auld Lang Syne” sammen!

Lars Rosenlund Nørremark er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium under domorganist Anders Riber og Ulrik Spang-Hanssen med solistdebut i 2008. Udover at være aktiv som orgelsolist er han tilknyttet Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han underviser i både liturgisk orgelspil og repertoireorgelspil. Derudover underviser han på Vestervig Kirkemusikskole og har forskellige projekter kørende med tilknytning til Det Jyske Musikkonservatorium så som ”The International Historical Organ Recording Collection” (www.ihorc.com) og www.orgelforum.dk.

Læs mere på www.larsnorremark.dk

Siden er sidst opdateret tir d. 22. november 2011

CD'en koster 50 kr. og kan købes ved henvendelse til lars@norremark.dk