Ny cd: Sjældne danske etuder for trombone på CD

Det Jyske Musikkonservatoriums professor i basun Niels-Ole Bo Johansen udgiver en trippel-CD med etuder for basun og klaver af Alex Hildingsen, Axel Jørgensen og Georg Allin Wilkenschildt. Med sig på klaver har han professor Erik Kaltoft.

Søndag d. 13. marts 2011 fyldte han 50 år og blev fejret ved en flot koncert i Musikhuset Aarhus. Ved samme lejlighed kom denne CD på markedet.

Han har aldrig selv gået på konservatoriet - alligevel er Niels-Ole Bo Johansen nu på 11. år professor i basun og kammermusik ved Det Jyske Musikkonservatorium og samtidig en af Danmarks dygtigste og mest efterspurgte basunister.

Fra FDF-orkestre via militærorkestre og Aarhus Symfoniorkester spillede han sig direkte ind i toppen af dansk musikliv. Han var med til at starte Aarhus Sinfonietta, han har uropført et hav af nye, danske værker og har i øvrigt spillet stort set alt for sit instrument, fra den ældste til den nyeste musik, inklusiv jazz.

Niels-Ole Bo Johansen er en internationalt efterspurgt underviser, censor og dommer. Han har spillet koncerter over hele Europa og USA samt i Kina og har allerede adskillige CD-udgivelser bag sig.

Siden er sidst opdateret tir d. 15. marts 2011

CD'en koster 200 kr. og kan købes ved henvendelse til Det Jyske Musikkonservatorium på mail@musikkons.dk