Guitaren maler billeder

Med sin nye cd "Twangz" bevæger guitaristen Uffe Steen sig ind i et storslået landskab, hvor americana, jazz, blues og country mødes i melodiske oaser.

Det er den elektriske guitar, der er hovedpersonen. Brændstoffet er melodien. Guitaristen Uffe Steen har lagt ruten ad den efterhånden legendariske amerikanske highway. Han lader sin guitar bestemme farten, hvornår rejsen foregår i lavt gear cruisende langs americana-myterne, hvornår det automatiske gear ryger opad og lader åbne vidder, countryblues-jukejoints og tumbleweeds fare forbi, og hvornår speederen bliver trykket helt i bund og sender guitaren helt ind til storbyens jazzklub i et rasende crescendo.

Med albummet "Twangz" foretager den århusianske guitarveteran Uffe Steen en rejse med amerikanske billeder kørende på den indre skærm. Lytteren skaber selvsagt sine egne billeder, og Uffe Steen sørger med sine fortrinsvis instrumentale kompositioner for, at der er rigeligt med substans til formålet.

Lytteren bliver rykket ud af vaneforestillinger og væk fra velkendte klicheer i americana-universet. Uffe Steens tilgang er ikke bekræftelse, men udforskning. Han søger nye veje og udtryk i respektfuld brug af rootsmusikkens domæner. Først og fremmest er musikken personlig og bringer Uffe Steens velkendte guitartone og høje musikalske standard helt ud i højttalere og earphones.

"Jeg vil give billederne tilbage"
"Jeg tror, rigtig mange mennesker oplever, at alt det, man som barn og teenager har tilegnet sig af den klassiske americana-kultur - film, billeder, musik, tv-serier og så videre - på en eller anden måde er gået i hjertet og blevet en del af en selv. Det har jeg gerne villet udtrykke. Selvfølgelig er jeg ikke en sort bluessanger fra Mississippi, og selvfølgelig er jeg ikke Clint Eastwood. Men jeg kunne godt tænke mig at give billederne tilbage igen - med mit personlige udtryk," siger Uffe Steen.

"Jeg har haft brug for at personificere musikken lidt mere og samtidig finde ind til noget, der kan huskes. Det har jeg gjort meget ud af - uden at lukke helt ned for den æstetik, der ligger i improvisations- og instrumentalmusik."

"For mig er det vigtigt at træde ud i nogle områder, hvor jeg ikke har været før. Det er lidt som at gå en tur ad en bestemt rute. Man vender om på et bestemt punkt. Men nogle gange skal man fortsætte med at gå. Man har friheden til at gå alle de skridt, man vil," pointerer Uffe Steen.

International anerkendelse
Uffe Steen har i sin lange karriere spillet med et stort antal anerkendte jazz- og bluesnavne. Han er kendt for sin unikke teknik samt indfølte og medrivende spil, og har med sine to sidste cd'er, "Play" og "Dust In My Coffee" med Adam Nussbaum og Lennart Ginman, opnået stor international anerkendelse.

På "Twangz" har Uffe Steen musikalsk medspil fra bassisten Thomas Sejthen, der både leverer den solide bund og det udfordrende modspil til Uffe Steens guitar, og fra trommeslageren og klangekvilibristen Jesper Bo Knudsen, der ligger eksplosivt klar bag solisten.

Vokalister på gæstevisit
Guitaren er stemmen, og det er de instrumentale numre, der bærer albummet. For eksempel numre som "Twangz", titelnummeret, "Car Radio", inspireret af Chris Rea, og "The Open Road", der oprindeligt var en melodi med sangtekst.

Men der er også et par kompositioner, der stikker af, som er med til at skabe mangfoldighed, og hvor Uffe Steen ønsker at træde lidt tilbage som solist.

Ditte Rønn-Poulsen, talentfuld sanger, er komponist og vokalist på "So Softly", der skaber en anderledes og samtidig spændende vinkel i albummets æstetik.

Den amerikanske sanger James Loveless er solist og tekstforfatter på "Walking Catfish Creek", hvor han tænker tilbage på de historier, der blev fortalt i det område i det sydlige USA, hvor han voksede op.

Desuden medvirker Martin Jønsson, der på enkelte numre supplerer med smagfuldt spil på Hammond B3–organ.


Cd: "Twangz"
Uffe Steen

Uffe Steen, Guitar
Thomas Sejthen, Bass
Jesper Bo Knudsen, Drums

Gæster:
Martin Jønsson, Hammond B3 Organ
James Loveless, Vocal
Ditte Rønn-Poulsen, Vocal

Læs anmeldelse i Gaffa her.

Læs anmeldelse i JazzNyt her.

Siden er sidst opdateret ons d. 19. januar 2011

CD'en koster 150 kr. og kan købes ved henvendelse til konservatoriet på mail@musikkons.dk