Festugekoncerter i Mølleparken

Musikstuderende bygger bro

Som altid fylder studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium en del ved Aarhus Festuge. Fra scenen i Mølleparken over Rytmisk Sal i Musikhuset til Ankergades Kulturhus bygger de studerende bro mellem musikalske genrer, mellem musik og dans og mellem forskellige koncertformer og forskellige kunstnerisk udtryk.

I Møllerparken stiller de studerende op med en masse mindre grupper med et meget blandet program, fra nordisk jazz over musik fra Vestafrika til hornparader fra New Orleans. Traditionelle koncerter blander sig med små akustiske performances, lydinstallationer, dans m.m. Det hele begynder søndag d. 1. september kl. 17, og herefter mandag til torsdag kl. 19, alle dage indtil kl. 22. Søndag d. 8. september er der stor finalekoncert i Mølleparken kl. 14 til 17.


Festugeshow i Musikhuset

Rytmisk Sal i Musikhuset lægger scene til konservatoriets traditionsrige festugeshow lørdag d. 31. august kl. 20 og søndag d. 1. september kl. 15, hvor der medvirker både rytmiske, klassiske og elektroniske studerende. Omkring 75 sangere og musikere er på scenen, suppleret af visuelle effekter, multikanal surroundsound med højttalere placeret omkring publikum samt en lyttende computer, der interagerer med ensemblets akustiske output. Se mere her.

Desuden medvirker de studerende ved en minifestival i Ankergades Kulturhus lørdag d. 7. september kl. 14-24. Her præsenterer de unge musikere et koncentrat af konservatoriets indslag ved årets festuge. De studerendes optræden ved minifestivalen er et led i den samarbejdsaftale, som Det Jyske Musikkonservatorium har med magistraten for Sundhed og Omsorg, der bl.a. tager sig af lokalcentre og plejehjem i Aarhus Kommune. Samarbejdet drejer sig bl.a. om at bringe musik ud til ældre medborgere – som der hermed også skabes en bro til.

Der er fri entré til alle koncerter med Det Jyske Musikkonservatorium.

Siden er sidst opdateret tor d. 27. juni 2019