Surround about Rosie

The RAMA Electroacoustic Experience part II

Musikhuset Aarhus - Rytmisk Sal, lørdag d. 31.8 kl. 20:00
Musikhuset Aarhus - Rytmisk Sal, søndag d. 1.9 kl. 15:00
Fri entré


Til festugen 2019 har professor Jens Christian "Chappe" Jensen komponeret et helt nyt værk til Det Jyske Musikkonservatoriums store orkester, som i den grad tager festugens tema "bridging" alvorligt.

Værket Surround about Rosie bygger nemlig bro mellem alle konservatoriets afdelinger og er samtidig, som titlen antyder, en hyldest til den store amerikanske teoretiker og komponist George Russell (værket All About Rosie), som arbejdede en del i Norden med bl.a. Jan Garbarek og Palle Mikkelborg.

Orkestret er sammensat af instrumentalister fra både de rytmiske og de klassiske uddannelser. Hovedsolisterne er studerende på Nordic Master i Jazz-uddannelsen (Nomazz), og de elektroniske bearbejdninger af musikken er udviklet sammen med studerende på konservatoriets elektroniske linie (DIEM). Derudover medvirker der også kor og perkussiongruppe.

Forskningsprojekt
Koncerten er et resultat af Jens Christian "Chappe" Jensens forskningsprojekt, hvor formålet er at eksperimentere med nye strategier for komposition, improvisation og instrumentation for stort orkester og kor, i sammenhæng med avanceret elektronisk lydbearbejdning.

Til koncerten bliver oplevelsen af det 75 m/k store ensemble udvidet med visuelle effekter som f.eks. vektorgrafik, ligesom lydoplevelsen vil være tredimensionel, med brug af et multikanal surroundsound højttalersystem placeret omkring publikum. Derudover vil der blive arbejdet med brug af "The Listening Computer", en form for kunstig intelligens, der interagerer med orkestrets akustiske output.

Solist: professor Wayne Siegel

Visuals: Svend Ejnar Fisker Langkjær
Surroundsystem: Mark Steensen,
Begge har bl.a. afviklet Multikanals Festival på spillestedet RADAR i juni.

Støttet af Statens Kunstfond.
                                 

Siden er sidst opdateret tor d. 27. juni 2019