We, Robots

Mandag d. 30/9 2019 kl 17.00 og 19.30 
Pris: 200 kr.  
Børn u. 15/studerende: 125 kr. 

Billetter via Musikhusets billetsalg.


Der er jazz, kunstig intelligens og nye musikalske møder på menuen, når Aarhus Jazz Orchestra opfører det spritnye værk ”We, Robots” med den amerikanske robot Shimon som solist.

We, Robots er verdens første værk for bigband og robot! Det er komponeret af studieleder Signe Bisgaard og lektor Morten Riis fra Det Jyske Musikkonservatorium. Med We, Robots udforsker de, hvordan kunstig intelligens, robotteknologi og sprællevende jazzmusikere kan spille sammen i en unik koncertinstallation.

Robotten Shimon er kendt for sin forfinede kunstige og musikalske intelligens og kan blandt andet improvisere, tænke kreativt, lytte og interagere musikalsk med sine omgivelser. Shimon er udviklet af Robotic Musicianship på Georgia Institute of Technology i USA og er én af de mest avancerede robotter i verden.


Koncert med live big band
På scenen vil man kunne opleve et af nordens bedste big bands sammen med Shimon, der spiller marimba, i et helt nyt værk, der bevæger sig på tværs af genrer i kraft af samarbejdet mellem Signe Bisgaard og Morten Riis - to komponister, der er uddannet inden for henholdsvis jazz og elektronisk musik.

Under koncerten bliver Musikhusets lille sal fyldt med visuals fra en gammeldags overhead-projektorer, der samtidig fungerer som et improvisatorisk nodesystem for både Shimon og musikerne.


Seminar og fernisering

Som optakt til We, Robots samarbejder Aarhus Jazz Orchestra med Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium om et internationalt seminar for forskere og erhverv om betydningen af kunstig intelligens. Her vil Shimons opfindere fortælle om deres musikalske robot og kreative udvikling og om en ugelang workshop for studerende på Det Jyske Musikkonservatorium og Det Jyske Kunstakademi.

Produktet af de studerendes workshop og samarbejde præsenteres efter seminaret til en fernisering i Musikhuset, hvor man både kan udforske nye kunstneriske konstellationer og høre oplæg om kunstig intelligens og kreativitet inden første koncert kl. 17.00. Deltagelse i ferniseringen er gratis.


Koncerterne indledes med en artist talk af komponist Signe Bisgaard, der fortæller hvordan det har været at samarbejde med en robot i sit kompositionsarbejde, og hvilke potentialer det skaber i musikbranchen.
Koncerterne varer halvanden time inklusive artist talk.

We, Robots er støttet af Statens Kunstfond, William Demant Fonden og DJFBA. 

Læs mere om Aarhus Jazz Orchestra og We, Robots her: https://www.aarhusjazzorchestra.dk/koncerter-1/ajo-we-robots 

Få en smagsprøve på Shimons spil her: https://www.shimonrobot.com/


Siden er sidst opdateret tor d. 27. juni 2019