Debutkoncert - Nicolas Sublet, violin

Lørdag d. 15. juni kl. 19.30
Musikhuset Aarhus, Symfonisk Sal

Entré: 50 kr. + gebyr
Billetter via Musikhusets Billetsalg


Koncerten afspejler Sublets interesse for at kombinere populærmusik og kunstmusik. Første del af koncerten spiller Sublet alene med klaverledsagelse: Ravels Violinsonate, der bl.a. indeholder en blues-inspireret sats, og Darius Milhauds Cinema-fantaisie ”le Bœuf sur le toit”, inspireret af brasiliansk folklore og rytmik og et billede på de brølende 20’ere. Sammen med Milhaud bliver der vist en Chaplin-film.

I anden del af koncerten er Sublet solist sammen med Randers Kammerorkester, hvor han for nylig blev ansat som violinist. Sammen spiller de Piazollas De fire Årstider, oprindelig for tangoorkester, men arrangeret for strygere og solist, så der skabes en forbindelse til Vivaldis berømte værk. Og til sidst en czardas, en ungarsk folkedans, af Milena Dolinová.

Nicolas Sublet begyndte at spille violin som 4-årig. Han kom på konservatoriet i Grenoble i 2002 hos Corinne Pothier-Denis og fik hurtigt smag for musikalsk eklekticisme (stilblanding). Han arbejdede med barokensemblet Les Musiciens du Louvre og den moderne komponist Thierry Pécou. Han fortsatte sine studier i Genéve og i Lyon, hos Marianne Piketty.

I 2015 begyndte Sublet at studere hos professor Mo Yi, først i Berlin, og siden fulgte han med hende til Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han nu afslutter sine studier i solistklassen med denne debutkoncert.

Nicolas Sublet har vundet flere priser og har været solist med flere forskellige orkestre, bl.a. Randers Kammerorkester, Camerata Mille Sources og Petite Philharmonie of Grenoble. Han spiller i flere kammerensembler og har orkestererfaring som assistent i bl.a. Det franske Ungdomsorkester, Operaorkestret i Lyon og Aarhus Symfoniorkester.


Program:

Ravel: Sonate for violin og klaver
Milhaud: Cinema-fantaisie on « le Bœuf sur le toit »
Piazzolla: De fire årstider
Dolinová / Maratka, Čardás IV - solister: - violin: Nicolas Sublet / klarinet: Bue Skov Thomassen

Se det fulde program her.

Øvrige medvirkende:
Aya Tominaga, klaver
Randers Kammerorkester:
Violiner: Clara Richter-Bæk; Romane Queyras; Bjarne Stange Nielsen; Jette Rosendal
Bratsch: Olga Goija; Jan Edlund
Cello: Janne Fredens; Aksel Nielsen
Kontrabas: Ole Ulvedal


Siden er sidst opdateret fre d. 7. juni 2019