Koncert med Ensemble Sirius

Mandag d. 14. august kl. 19.30
Kammermusiksalen, Musikhuset Aarhus

Fri adgang

Mandag d. 14. august spiller Ensemble Sirius deres første koncert i Danmark. Koncerten er en del af en nordisk turné, "Rejsen gennem den nordiske natur", som ensemblet påbegyndte d. 5. august på Åland og som afsluttes godt en måned senere på Grønland.

Ensemble Sirius består af fem unge kvinder, der har mødt hinanden som studerende ved DJM og fundet sammen om et fælles ønske om at nå ud til et bredt publikum med ny, klassisk musik fra Norden. De eksperimenterer både med koncertformen og med ensemblets unikke instrumentsammensætning: Saxofon, trompet, kontrabas, slagtøj og klaver. De meget forskellige instrumenter giver et stort spektrum af forskellige klang- og kombinationsmuligheder.

Ensemblet har fået seks unge komponister fra Norden til hver at skrive et værk over temaet “den nordiske natur” netop til denne turné og til ensemblets usædvanlige besætning. Komponisterne er med på rejsen i form af små video-interview, som bliver vist i løbet af koncerterne og hvor hver komponist fortæller lidt om sit eget stykke.

Musikerne i Ensemble Sirius er: Kristina Thede Johansen (Færøerne), saxofon, Sofie Brems Sørensen (Danmark), trompet, Agnes Holmberg Lundevall (Sverige), kontrabas, Ninna Morsing (Danmark), slagtøj og Frieda Funk (Tyskland), klaver. Tre af musikerne er stadig kandidatstuderende ved Det Jyske Musikkonservatorium, de to øvrige studerer pt. i Norge og Sverige.

De seks komponister på turneen er: Atli K. Petersen (Færøerne), Þurídur Jónsdóttir (Island), Arnannguaq Gerstrøm (Grønland), Lars Karlsson (Åland/Finland), Isac Broman (Sverige) og Mette Nielsen (Danmark). Mette Nielsen debuterede som komponist fra solistklassen ved Det Jyske Musikkonservatorium i juni måned.

Se ensemblets præsentationsvideo på Youtube.
Besøg ensemblets Facebook-side.

Siden er sidst opdateret tir d. 8. august 2017